Billige printere (GDI) kontra dyrere (PS/PCL)
Printere er faldet meget i pris de seneste år og for de billigste, betaler man nærmest kun for det blæk / toner, der følger med printeren.
Denne artikel omhandler de forskelle der som hovedregel er på de billige og dyrere printere.
Definitioner af printersprog
GDI (Graphics Device Interface) er en standard for fremvisning af grafik på en skærm, printer m.v. Standarden er lavet af Microsoft og benyttes overvejende på Windows.
PS (PostScript) og PCL (Printer Control Language) er standarder, der er udviklet af henholdsvis Adobe og Hewlett-Packard (HP). Begge er printerkontrolsprog, der udelukkende benyttes til at styre en udskrift.
Rasterisering
Når et dokument udskrives, skal der foretages en såkaldt rasterisering. Printeren kan eksempelvis ikke udskrive bogstavet A, men udskriver istedet et antal prikker på papiret, der tilsammen danner bogstavet A. Processen med at omdanne bogstaver m.v. til prikker, kaldes rasterisering.
Printere der bruger PS / PCL, udfører selv rasterisering, hvorimod GDI-printere lader PC'en udføre arbejdet. Da rasterisering er en forholdsvis tung proces, der bruger en del hukommelse og processorkraft, er disse som regel mindre på GDI-printerne. Omvendt kræver GDI-printere mere af PC'en, hvilket kan betyde langsomme udskrifter på især ældre PC'er.
Print i netværk
Mange GDI-printere kan slet ikke fungere som netværksprinter, men kræver at den har en direkte forbindelse (USB / parallel), til den PC eller server der udskriver til den. Nogle virker dog hvis de kobles til en netværksprinterboks og andre kan købes i specielle netværksmodeller, med indbygget netkort.
PS / PCL printere har som regel ingen problemer med at virke igennem en netværksprinterboks. Typisk kan de også købes med indbygget netkort eller med et netkort der monteres efterfølgende.
Understøttelse
GDI-printere er som udgangspunkt kun understøttet i Microsoft Windows. Der findes dog producenter som også udvikler drivere til understøttelse af Linux, Macintosh m.v.
PS / PCL printere understøttes som udgangspunkt i alle operativsystemer.
Hvor bruges de ?
GDI printere bruges typisk som personlig printer. Netværksmodellerne bruges typisk som printer i en mindre arbejdsgruppe. PS / PCL printerne bruges typisk som deciderede netværksprintere eller hvis der er et stort udskriftsbehov.
Retur til Artikler om print/kopi
© Copyright, Hammel IT-service

Kundeområde
Windows udgave
Mac OS X udgave